Hjem

Opdag magien ved strikning!

Kom til Halsnæs - den første weekend i oktober, og oplev den nye strikkefestival, hvor masker og fjord mødes. Følg med her på siden og på Facebook, for mere nyt.

Dato:

Sted:

2.-4. oktober 2026

Hundested og Frederiksværk

Gør garnresterne klar!

NYHED

Har du også poser eller kurve derhjemme fyldt med garnrester, du ikke nænner at smide ud? Så kom med til en helt særlig workshop med strikdesigner FREJA HOFFGAARD (@frejasknit).

Med udgangspunkt i sin populære bog, ”Strikkemagi med garnrester”, lærer Freja dig at tæmme strikkefastheden, sammensætte de smukkeste farver og binde usynlige, holdbare knuder.

Det bedste af det hele? Du går ikke tomhændet hjem! Alle deltagere får et magisk nøgle garn og opskriften på en superfin hue med hjem.

 Skål, Sang og Strikkehistoriske indslag

Fredag aften, under Halsnæs Strikkefestival, kommer " Mens vi strikker" til Gjethuset i Frederiksværk.


Tag plads i salen, og find strikketøjet frem, når Trine Gadeberg, Ditte Hansen og Christiane Gjellerup Koch forlader strikkeskuret og inviterer på en festlig aften fyldt med højt humør og spraglet håndarbejde. Sammen vender de verdenssituationen og udbringer en skål for sex, sorg og strikkefasthed - selvfølgelig alt sammen mens vi strikker.


Hvis du er til strik - eller bare til rigtig godt selskab - så er du i gode hænder her. Sammen tager veninderne Trine Gadeberg, Ditte Hansen og Christiane Gjellerup Koch nemlig et smut omkring Gjethuset og glæder sig til at være sammen med et strikkende publikum.


Skål, sang og strikkehistoriske indslag
Hvis du spørger Trine, Ditte og Christiane, så går strik og venskab hånd i hånd. Ja det er faktisk næsten helt umuligt ikke at sludre, diskutere, synge, grine og måske endda græde, mens vi strikker. Og på denne aften kan du tage del i et sprudlende strikkefællesskab, når den farverige trekløver fra scenen vender både stort og småt og inviterer på alt fra fællesskål og fællessang til strikkehistoriske indslag.


En aften blandt venner

Du behøver ikke at være en superstrikker for at tage del i festlighederne. Uanset om du tager din (sviger)mor, veninde eller nabo under armen - eller bare selv trænger til en god aften med højt humør og mohair - så er du blandt venner. Og du kan godt begynde at glæde dig til et sjovt og hjertevarmt stormøde i Danmarks hyggeligste strikkeklub.


Billetter kan købes på Gjethuset hjemmeside https://gjethuset.dk/program/mens-vi-strikker/

Velkommen

Velkommen til vores spændende festival, der sætter fokus på fællesskab og kreativitet og byder både børn og voksne velkommen.


Her kan du prøve kræfter med strikning, hækling, filtning og farvning - alt sammen med garn som det centrale element!


Vores ambition er at skabe en helt unik oplevelse, hvor du kan udforske din kreativitet og hygge dig i de maritime og historiske omgivelser. 


Glæd dig til en hel weekend fyldt med sjov, masser af inspiration og fællesskab i charmerende Frederiksværk og Hundested.


Tag del i festlighederne for at få ny inspiration, møde ligesindede og nyde den fantastiske atmosfære ved vandet!

Send os en e-mail