Har du lyst at prøve den spændende og vanedannende teknik 2-farvet rib?

Stine Hoelgaard Johansen, kommer og underviser i tricks og fede fiduser til hvordan du selv kan kombinere de flotteste mønstre.  

Teknikken er gammel, kendt fra ribkanterne på de ældste bluser/veste i Fair Isle strik (flerfarvestrik), men Stine har eksperimenteret en del med den simple teknik, som hun vil vise dig flere forskellige variationer over, så du selv kan lege videre hjemme. 

Der lægges op til at du strikker en lille pung eller får startet op på en projekttaske, som kan strikkes færdig hjemme.

Du medbringer: Forskellige rester, ca. 150 til 200 gram, måske lidt mere, så du har lidt at vælge imellem. Kvaliteten skal gerne være uld, eller uld blandet med acryl/polyester, kid mohair, strømpegarner, som kan lægges dobbelt, evt. glimmergarn til et lille pift. Bomuldsgarn kan være lidt stift til denne teknik, men har du ikke andet, så tag det med. 

Stine anbefaler, at der strikkes med garn som passer til pinde ca. 4½ mm.

Tykke og tynde garner kan bruges sammen, de tynde lægges dobbelt eller tredobbelt, så de matcher de tykke. 

2-farvet rib bliver lidt tæt, så derfor strikkes på en rundpind, som er et halvt til et helt nummer større end det garn der medbringes.

Medbring en rundpind str. 5 mm eller 5½ mm. Den skal være 60/80 cm lang da vi strikker rundt i Magic Loop. 

NB! Rundpinden skal være af nyere dato. De gamle i metal med stive wire dur ikke.

Du kan se meget mere til Stines arbejde på www.stinehoelgaard.dk eller på Instagram @stinehoelgaard

Workshoppen afholdes lørdag d. 3. oktober 2026 kl. 11-13.30 i Fyrgårdens Anneks

Du kan købe din billet her